Luftforsvar

Af Dan Mouritzsen.

Samtidigt med at byggerierne på Silkeborg Bad blev påbegyndt i foråret 1943, blev der anlagt to 3.7 Cm. flak batterier (FLAK = FligerAbwehrKanone, (antiluftskytskanon)), henholdsvis et på Farmen i Lysbro, og et ved Funderholme. Den 9. februar 1944 forsøgte modstandsbevægelsen at brænde barakkerne i begge stillinger af. Der blev placeret brandbomber i de fire barakker hvert sted, men det var kun en af brandbomberne der blev antændt, og brændte kun et mindre hul i gulvet. Om det var en af dem på Farmen, eller om det er en af dem i Funderholme der var udsat for det, er der lidt modstridende oplysninger om.  

Ovenstående aktion var måske den samme, som modstandsmanden Iver Vad her har nedskrevet ved en tidligere lejlighed: 

”I efteråret 1942 blev 2 stk.40mm FLAK sprængt i luften, med noget nedkastet sprængstof af typen PE2. Kanonerne var anbragt for sig selv – langt fra selve bygningerne på Badet. Vi havde gennem længere tid holdt øje med vagtskiftet, for at  finde et passende tidspunkt til aktionen. Med en boltsaks havde vi klippet et 60 x 60cm hul i hegnet, cyklerne vi brugte blev skjult tæt ved, så vi hurtigere kunne komme væk igen. Aktionen blev udført af 4 mand og tog ca. 20 sek. En ladning PE2 med en sprængblyant med 15 min. forsinkelse påsat, blev skubbet ned i kanonløbene. Ved aktionen blev to kanoner ødelagt, og det medførte at der blev indført spærretid i Silkeborg for nogle dage.”

Beretningen lyder meget interessant, men en del af den stemmer ikke overens med de faktiske forhold. Kanonerne var med sikkerhed 3.7 Cm Flak model 36/37 kanoner, og ikke 40mm. som Iver Vad påstår. Derudover var der i 1942 endnu ikke kommet PE2 sprængstof til Silkeborg, Denne type sprængstof begyndte først at ankomme senere i krigen. Sandsynligheden taler for, at aktionen foregik i efteråret 1943, før 416. Div. tog kanonerne med til Nordjylland. Hvis denne aktion virkelig blev gennemført i efteråret 1943, er det i såfald den første sabotageaktion i Silkeborg hvor der blev brugt rigtigt sprængstof, endda af den nedkastede type og ikke bare de sædvanlige hjemmelavede bomber. Desuden er denne sabotage aktionen af en størrelsesorden, som det undrer mig meget ikke har gjort, at den er nævnt andre steder i de officielle kilder.

                                          Udsnit af en engelsk arkivoversigt over mulige mål i Jylland. Listen angiver ikke prioriteringen!   Dok: IWM

Samtidigt med at man i 1944 var i fuld gang med at anlægge sidesporet til von Hannekens Salonvogn ved Aggerholm, begyndte man i området forberedelserne til byggeriet af en ny stor Telebunker (type V 196) på Milebjerg, ikke langt fra sidesporet ved Aggerholm. Da hovedkvarteret nu blev en del mere udvidet mod øst, ændrede det luftforsvarssituationen en del, og man besluttede sig for at anlægge et nyt Flak batteri som dækkede hele området mellem Ørnsø og Almindsø. I forvejen lå der de forberedte, men forladte stillinger til 3.7 Cm. Flak ved Funderholme, og Farmen i Lysbro. Disse stillinger ville i en eventuel krisesituation forholdsvis hurtigt kunne udstyres med kanoner igen. Ligeledes var der bemandede 20mm. Flak batterier ved Kærsgaardsbroen, og ved Ørnsøvej (nu Gjessøvej).

Peg på de røde prikker på kortet, for at se forklaring.
 

                                                                                                     Luftforsvarsstillinger (FLAK Batterier) i Silkeborg.                                                     

Placeringen af det nye Flak batteri blev på en bakke midtvejs mellem Badet og Kuppeslust. Da det var midt i skoven, og da man stadigvæk ønskede at bevare bevoksningen af grantræer i området af camouflagehensyn, besluttede man sig for at opføre fire store træ tårne; de såkaldte Flaktårne. Blandt de tyske soldater var den type Flaktårne bedst kendt som ”Storchneste” (Storkereder). Soldaterne som bemandede disse storkereder, var selvfølgelig derfor også kendt som ”Storkene”. Ved at vælge Flaktårnene, kom det øverste af tårnene nu til at være placeret i trætop højde. Derved fik man frie skudfelter hele horisonten rundt.

                                      Eksempler på tårntyper. Tårnene på Silkeborg Bad lod til at være en kombination af disse to.         Teg: DM.

Noget kunne tyde på at kun et af tårnene nåede at blive bygget helt færdig inden krigsafslutningen.

Fra toppen og ned bestod Flaktårnet af selve tårnkassen øverst, med brystværnet yderst. Brystværnet bestod af dobbelte trævægge, hvor hulrummet imellem var fyldt op med sand, sten eller beton. Således kunne brystværnet modstå adskillige træffere fra maskinskyts op til 12,7 mm. På grund af den samlede vægt fra brystværn og kanon, blev der kun anvendt Flak kanoner til og med de enkeltløbede 20 mm. kanoner.

Inde i tårnkassen var der placeret tre træskabe til ammunition i hjørnerne. På dørene var der ofte skrevet med kridt eller maling, hvilke typer brandrør ammunitionen der befandt sig i skabet havde. Eksempelvis Zt.Z (Zeitzünder) eller A.Z. (Aufschlagszünder). Placeret langs den ene tårnvæg var en lang metalkasse, med reserve piberne til kanonen. På låget stod med sorte eller hvide bogstaver, hvilken type våben piberne var beregnet for, eksempelvis ”2 cm Flak 38 Rohr-Waffe Nr6543”, eller blot ”Rohrkasten”. Andre kasser kunne indeholde værktøj, lamper, eller selve sigtet til kanonen.

I stillingerne var der også ofte en trækasse til de presenninger som dækkede kanonen, når den ikke var i brug. Mange gange brugte man ikke denne kasse, men slængede blot presenningerne op over kanten af tårnkassen. Her var også en træreol til rensesæt, våbenolie, fedt, felttelefon/ kommunikationsradio, eller indtil årsskiftet 1944-45 stereoafstandsmåleren. Derefter gik man over til at bedømme afstanden til målet med sporlys ammunition, i stedet for at bruge afstandsmåleren.

På midten af tårnkassen var der en 30-50 cm. høj platform til kanonen. Formålet var, at bringe kanonen et stykke højere op, så man kunne bibeholde det høje brystværn, og samtidigt give kanonen chance for at beskyde mål som fløj på højde med, eller en smule lavere end selve tårnkassen. På kanten af tårnkassen kunne der også være monteret en afviserstang, så man ikke i kampens hede kom til at beskyde egne installationer. Som hjælp til mandskabet var der ofte, som på en urskive, malet tallene 1-12 på indersiden af brystværnet. Nummer 12 var nord, og det hjalp mandskabet til at orientere sig i stillingen under kamp. En melding fra observatøren kunne eksempelvis lyde sådan: ”Giv agt! Fjendtligt fly kl. 3, højt”. Og alle i stillingen vidste nu, i hvilken retning og højde de skulle begynde at lede efter flyet. Der var også ofte malet profiler af prominente bygninger eller genstande, med den nøjagtige afstand skrevet ved siden af. Det hjalp skytten og kommandøren til at kunne udregne den nøjagtige afstand til målet.

I gulvet var der en lem, så man kunne hejse kanonen, eller dele deraf, op og ned. Hele stillingen var camouflagemalet i farver, som reflekterede det omgivende terræn. Nedenunder tårnkassen var beboelsen. Den bestod af: 

• En støbejerns ovn med ildrager. Ved siden af den en kasse til koks, brænde eller tørv.
• Et tørkloset med enten en trædør, eller et forhæng for.
• Et alarmhorn eller en klokke, monteret på væggen.
• Køjesenge til hele mandskabet.
• Et bord med bænke og taburetter.
• Et dobbelt skab per to mand til personligt udstyr, såsom uniform, riffel osv.
• Et lille vægskab til håndbøger, bøger og lignende. Nedenunder var en knagerække til overfrakker.
• Desuden var der personligt udstyr, såsom en radio, billeder, plakater, spil/spillekort osv.
• For vinduerne var der monteret mørklægningsgardiner eller lystætte skodder.
• Til belysning var der almindeligt elektrisk loft lys eller karbid/petroleumslamper.

Når de aktive flakstillinger/flaktårne var bemandet, var der i dagtimerne altid mindst en vagt udstyret med kikkert på tjeneste, i stillingen. Efter han havde råbt alarm, var det hans opgave at fjerne presenningen, og derefter fjerne transportsikringen på kanonen. Når det var overstået, skulle resten af kanonbesætningen forhåbentlig være ankommet. Der kunne også via felttelefonen/radioen være blevet indført forhøjet beredskab (flakalarm) for specielle områder, som kontrol og varslingstjenesten formodede lå i de fjendtlige flys flyveretning. 

De allierede havde på daværende tidspunkt ikke noget ønske om at bombe Silkeborg Bad. Badet figurerede selvfølgelig på de lister der var over lønnede bombemål i Danmark, men Silkeborg Bad havde som sådan ikke en større militærstrategisk betydning. Et bombardement af Silkeborg Bad ville godt nok ødelægge en forholdsvis stor del af tyskernes arkiver og materiel, men hvis f.eks. generalen mistede livet ved bombardementet, ville en ny general på få timer kunne overtage hans plads. En anden ting var, at for at opnå en total ødelæggelse af et område på størrelse med Silkeborg Bad, måtte man indsætte en styrke på 250 – 300 tunge bombefly, til at udføre et såkaldt fladebombardement. Ved et allieret bombeangreb under absolut optimale forhold (ingen skyer. Klart vejr, begrænset luftforsvar osv.), havde man efter krigen regnet den procentvise chance ud for at ramme et målområde optimalt.

Ved et angreb ville de allierede bombeflys last hovedsaligt bestå af 250 kg. – 500 kg. spræng- og brandbomber, for at opnå den største mulige ødelæggelsesvirkning. Det vil sige, at hvis man bruger hovedbygningen på Silkeborg Bad som målcenter, så ville en betragtelig del af sydbyen have ligget inden for målområdet. Selv under optimale forhold! Hvilke konsekvenser det ville have haft for Silkeborg by og Lysbro, ved de ringest tænkelige forhold, kan man jo selv gætte sig til. 

Ovenstående var selvfølgelig også en faktor, som de allierede beregnede ved forberedelserne til et eventuelt angreb. Disse tunge bombefly ville man selvfølgelig kunne anvende meget bedre, f.eks. ved at bombe en fabrik eller en flyveplads. Der er dog absolut ingen tvivl om, at hvis det var kommet til en invasion i Danmark, eller kampene var ført videre fra Tyskland og op i Danmark, så ville Silkeborg Bad være blevet bombet.

Det som tyskerne var mere nervøse over, end de store fladebombardementer, var de små angreb med jagerbombere, som de allierede udførte næsten dagligt overalt i Europa, for at genere tyskerne mest muligt. Et sådant angreb ville være mere sandsynligt, og det var derfor man byggede så mange lette Flakstillinger med hurtigskydende kanoner omkring Badet. Nu var Flak kanonerne ikke det eneste man benyttede sig af for at forhindre luftangreb. Alle bygninger og bunkers på Silkeborg Bad blev camouflagemalet i grønne og rødbrune farver. Ligeledes blev så mange anlæg som muligt forsynet med store camouflagenet hvorpå der var bundet stof eller plastik, som var farvet så det lignede græs eller blade mest muligt. Ovenpå de større bygninger blev der endda opsat små kunstige træer.

På luftfotos som er taget lodret ovenfra, er det meget nemt at se både bygninger og bunkers – også selv om de var godt camoufleret. Men det der var formålet med camouflagen var, at forvirre den pilot der skulle udføre et bombeangreb i lav højde (0 – 100 m.). En jagerbomber som f.eks. Mosquitoen, vil med 500 – 600 km. i timen kun være over målet i ganske få sekunder.

Piloten skulle først finde og identificere målet, rette flyet ind, sigte og derefter udløse bomberne. Samtidig skulle han forsøge at undgå at blive skudt ned. Alt dette skete indenfor få sekunder, og hvis tyskerne så havde været dygtige til at camouflere deres ting, ville pilotens arbejdsbyrde blive mere end fordoblet, og han ramte måske slet ikke sit mål. At vende rundt og forsøge en gang til, var næsten ensbetydende med selvmord, da overraskelses-momentet på det tidspunkt ville være gået tabt. Flakbatteriernes hovedopgave var ikke bare at skyde de angribende fly ned. Det var fint hvis de gjorde, for så vendte de i det mindste ikke tilbage igen senere.

Men hvis de samtidig forhindrede flyene i at ramme deres mål, så havde de også opfyldt deres opgave. Det var også derfor at tyskerne sommetider anvendte Flakammunition med specielle røgsatser, som trak en tynd linie af røg efter projektilet. Det fik det til at se ud som om at de angribende fly blev langt kraftigere beskudt, end de i virkeligheden gjorde. Formålet var at få den angribende pilot til at blive mere og mere nervøs, og derved forfejle sit angreb. 

Flak batteriet på Farmen i Lysbro blev bygget i foråret 1943. På Farmen lå i forvejen en mindre gård, og selvom tyskerne beslaglagde hele Farmen, så fik familien på gården lov til at blive boende. Soldaterne brugte dagligt husets toilet, og der blev stillet vagt ved fordøren. Der gik et godt stykke tid før forholdet til tyskerne blev knapt så anstrengt som i starten. Specielt var der en lille hidsig kaptajn som gentagne gange kom malurt i bægeret, og gårdejeren havde flere små sammenstød med dette iltre eksemplar af herrefolket.
 

På en forstørrelse af et af de engelske luftfotos ses tydeligt jernbanelinien (HBS), samt den kraftige byggeaktivitet i skoven nord for Silkeborg Bad. På originalen er det endda muligt at skelne de enkelte køretøjer på Gjessøvej, samt at se om det er hestevogne eller lastbiler/person-biler.                   Foto: SB

På samme tidspunkt som batteriet blev anlagt, var Ørnsø’s vandstand faldet til sit normale sommerniveau (i vinterhalvåret kan søen stige til ca. 1 m. over nor-mal vandstand). Det var tyskerne ikke klar over, og de stedlige beboere gjorde heller ikke meget ud af at fortælle dem det. Resultatet blev, at de byggede en radiobarak et par meter fra den daværende vandkant. Hvad der så skete da vandet steg kan man gætte sig til, og tyskerne fik gevaldig travlt med at flytte radioudstyret op i det nybyggede køkkenhus, da efteråret kom.  

I starten blev der anlagt tre stillinger, med hver en 3.7 Cm. Flak 36/37 kanon. Kanonen blev placeret på en trekantet betonsokkel. Uden om igen byggede man en firkantet jordvold, der ragede op i højde med kanonløbet. Jordvolden – en såkaldt Splittermauer - skulle beskytte mandskabet mod bombesplinter, luftrykket fra bombeeksplosioner og mod beskydning fra eventuelle fjendtlige fly. Ved siden af kanonen byggede man en lille mandskabsbarak, også med en splittermauer omkring, hvor de 5 personer der betjente kanonen kunne opholde sig. Selve indretningen af stillingen var den samme som ved Flaktårnene. Indtil den senere kombinerede køkken og radiobygning var færdig, blev al forplejning hver dag bragt til fods til Farmen fra Silkeborg Bad. Den varme mad ankom i nogle store blåtemaljerede termokander.  

Kanonerne blev prøveskudt med løst krudt mindst en gang. Et mindre tysk propelfly fløj det meste af en formiddag rundt over batterierne på Farmen og i Funderholme. En observatør med en afstandsmåler kunne, når braget fra kanonen lød, udregne afstand og retning til målet, og så angive om besætningen havde afgivet ild på den rigtige afstand og i rette tid.

Oppe ved banen blev der opstillet et 5-6 meter højt trætårn med en kraftig lyskaster og et maskingevær. Tårnet var altid bemandet med et par mand, hvis opgave var at overvåge banelinien. Specielt om natten, så sabotørerne ikke lavede løjer med togtiderne. Under radio/køkkenbygningen, som var blevet opført i beton, blev der lavet en kraftig kælder som skulle fungere som beskyttelsesrum i tilfælde af luftangreb. På den højre side af den indkørsel som tyskerne lavede, blev der bygget en simpel træbarak til officererne.

                       Flakstillingen på Farmen i Lysbro.                                                                                                                                               Teg. DM 

1. Wehrmachtsheim - Soldaterhjem.
2. Kontrolpost/vejspærring.
3. Officers barak.
4. 3 stk. 3,7cm. Flak stillinger.
5. Kombineret køkken hus og radio bygning, med beskyttelsesrum i kælderen.
6. Gården "Farmen".
7. Vagttårn.
8. Tidlig radiobarak.

Efter cirka et års tid med denne belægning, forlod hele batteriet pludseligt Farmen. Det var sandsynligvis i forbindelse med 416 Infanteri Divisions flytning i oktober 1943. Hvortil de flyttede har jeg ikke kunnet finde oplysninger om, men hvis de tilhørte 416 Inf. Div., fulgte de højst sandsynligt med divisionen til Hobro. I stedet ankom der 6–8 mand, som hastigt lavede nogle attrapper i træ, som skulle efterligne de rigtige kanoner der lige var blevet fjernet.

Lederen af denne lille gruppe var en Hauptmann Robert Steinbrech. Han var en genindkaldt hotelejer fra området ved Bodensee i Tyskland. Denne Hauptmann var af en helt anden støbning end hans netop afrejste forgænger. Med sig bragte de en ung mand, som hurtigt fik øgenavnet ”Kokkedrengen”, da de lokale beboere aldrig nogensinde så han lavede andet end mad. En anden af tyskerne hed Max, og kom fra Pleinz området. Max var fyldt med ar efter krigsskader, og yndede at vise børnene på gården de mange forskellige ar.  

I løbet af et par uger var tyskerne næsten blevet ”indlemmet” i gårdejerfamilien. Hvis tyskerne fik en pakke med gode sager sendt med Feld Post hjemmefra, blev den næsten altid delt med folkene på gården. Tyskerne byttede også flittigt rationeringsmærker med familien, og da jernbanesabotagerne tog til på strækningen Silkeborg – Lysbro, fik familien en stærk fornemmelse af at tyskerne havde en kontakt i, eller i det mindste en forbindelse med, modstandsbevægelsen. De vidste i hvert fald hvornår og hvad der foregik på jernbanelinien.

I et tilfælde blev der observeret fra en af naboejendommene, at en af de tyske vagter i vagttårnet med kikkert nøje fulgte med i et eller andet længere nede ad sporet. Dernæst vinkede han, tog ladegreb på maskingeværet og skød to lange byger ned i jorden direkte foran tårnet. Få sekunder senere sprang flere sabotage bomber på strækningen ind mod Silkeborg. Andre så senere på året de samme vagter gå ned til åen i samlet flok. Et stykke tid senere lød der igen et gevaldigt brag fra skoven mellem Silkeborg og Lysbro. Tyskerne skød nogle skud af ned i åen, og gik derefter grinende op mod barakkerne.

Somme tider kom en af soldaterne ind i køkkenet ved spisetid, og sagde på gebrokkent dansk: ”Sabotøren – bom – bom”. Og så vidste familien at de skulle tage over til nogle bekendte på den anden side af banen om natten. De fleste af gangene når de var væk, kunne de høre bragene fra skinnesprængningerne. En enkelt dag havde et større stykke jernbaneskinne slået et mindre hul i taget da de kom hjem, og flere ruder var knust.

En dag kort før julen 1944 blev de igen advaret, og overnattede det sædvanlige sted. Da de kom hjem til huset igen kunne de godt se at vagterne i tårnet pludselig fik temmelig travlt med at flagre med arme og ben, og at et par af de andre tyskere strøg ud af bagdøren til stuehuset. Da de kom hen til fordøren, stod Robert udenfor med et underligt anstrengt ansigtsudtryk, og henne ved hjørnet gemte et par af de andre soldater sig. Noget foruroligede åbnede familien fordøren, og kunne først ikke rigtigt se at der var noget galt. Efter et stykke tid, hvor de forsigtigt havde kigget sig omkring i stuen, kunne de høre Robert råbe op udenfor. I det samme blev der tændt en række elektriske lamper overalt i huset. Tyskerne havde råbt falsk alarm aftenen i forvejen for at få familien ud af huset, så de i ro og mag kunne lægge strøm ind i hele ejendommen. Den aften blev der taget hul på en ekstra flaske god dansk brændevin.

Ved naboejendommen på den anden side af åen blev der under krigen bygget et mindre beskyttelsesrum af mursten. Beskyttelsesrummet, til 6 personer, ligger i haven tæt ved huset. Dette beskyttelsesrum blev måske også bygget med tysk hjælp? Det er dog ikke lykkedes for mig at få dette bekræftet, men byggeriet ligner nøjagtigt det tyske byggeri som findes andre steder, blandt andet på flyvestation Karup; bare i miniformat. Foruden vagtopgaverne på banelinjen, så varetog tyskerne på Farmen også bevogtningen af kontrolposten på Herningvej. 

Et par af de tyske soldater havde anskaffet sig et par danske veninder, og den 5. maj kom de med civilt tøj til flere af soldaterne. De tyske uniformer strøg i søen, og væk var de to tyskere med deres danske veninder. De andre havde på det tidspunkt ikke lyst til at følge med. Robert kom glædestrålende ind i køkkenet og gav familien en adresse på hans hotel, og fortalte glad at de alle var mere end velkomne hvis de nogensinde skulle komme på de kanter. Dagen efter forlod tyskerne Farmen, og der gik ikke mange uger før tårnet var hugget op til brænde og Flak stillingerne var blevet jævnet med jorden. Der er ikke meget at se på stedet i dag. Der er kun bevaret en lille del af radio/køkkenbygningen. Denne bygning (Farmen 9), som efter krigen er blevet bygget en del om, kan man stadigvæk se sammen med resterne af en af de trekantede kanonfundamenter i beton.

 3,7 cm. Flak 36/37.

20 mm. Flak 38.                                                                                Foto: BA

 4 stk. 7,62 MG 216 (r) - 7,62 mm. SPM obr. 1910 Firlinge maskingeværer

     erobret fra russerne og opstillet omkring Gl. Skovriddergaard.    Foto: SB 

 ©Dan Mouritzsen - Bunkermuseet 2003

Forside · Åbningstider og entré · Historie · Kort · Vandrehistorierne · Skattejagter og dykningerne i Ørnsø · von Hannekens tog

Bunkerstyper · Stranden ved Almindsø · Luftforsvar · Flygtninge · Beredskabsgrader · Fotoalbum · Litteratur · Links · Mail